EN B

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spist, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30
 

Herre,

for et moderne menneske, der læser i Bibelen, er det slående, hvor lidt der står at læse om ensomhed. Især når man sammenligner med den elvisologiske mytologi, hvor ensomhed indtager en ganske central rolle.

Sammenligner man, med denne in mente, stemmens beskrivelse af ensomhed i de to første vers af Heartbreak Hotel med din ensomhed blandt mennesker, der tror at kende dig, men dog endnu intet forstår, forstår man bedre, hvorfor denne sang alene med dens åbning blev en milepæl i musikhistorien. Først et skrig af smerte med end som klimaks (Well, since my baby left me/ I found a new place to dwell/ It’s down at the end of lonely street/ at Heartbreak Hotel), der under tung vejrtrækning løber ud i en stønnen hele vejen gennem omkvædet (You make me so lonely baby/ I get so lonely/ I get so lonely I could die). Langsomt. Drævende. Bluesy.

Elvis, der på 40 sekunder stønner sig gennem et helt århundredes ophobede ensomhed, bruger med sin stemme sensualiteten som udtryksmiddel, og dog vil den aldrig føre ham andre steder end endnu dybere ind i den ensomhed, der klagende synes forladt af alt og alle. Å, Herre, hvor langt værre var du ikke stedt! Endog hævder han koket at kunne dø, og man tror ham næsten bogstaveligt talt, stemmeføringen taget i betragtning.

Men hvor Elvis kredser om sig selv, søgte dem, du havde kaldt dine venner. Hvor Elvis søger andre ensomme mennesker uden anden fællesnævner end en ensomhed, der ikke lader sig dele (And though it’s allways crowded/ you still can find some room/ Where broken hearted lovers/ do cry away their gloom), søgte du alene mennesket; modsat Elvis havde du ikke noget publikum, og søgte ikke, som i sangen, nogen at dele ensomheden med, andre end Gud.

Hvor Elvis er vraget af sin elskling, og derfor søger fællesskabets ensomhed overfor Gud, blev din bøn nægtet af Gud, hvorefter du søgte ensomhedens fællesskab med mennesker, for at frelse ethvert ensomt menneske, der tror, og for at kende, lide og dele med os den ensomhed overfor Gud, som synes at være det moderne menneskes lod, sådan som det med Elvis’ stemmeføring så fremragende kommer til udtryk.

Hvor Gud er fraværende, ja, end ikke nævnt, ser man sensualitetens bagside, sådan som også du led under den, dog uden synd, men med både midler og magt til gennem nadveren at åbenbare Guds tilstedeværelse, for derefter aldrig at forlade os igen.

Amen.

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.« 2 Mos 12,1-11

Å, Herre Jesus,

min sjæl sulter og tørster efter dig. Jeg siger til min sjæl, at den dog møder dig i hvert nu, jeg tænker på dig, i hvert bogstav jeg skriver til dig og i ethvert ord, jeg taler med min næste. Men sjælen er stadig bedrøvet.

Dog, den ved nu, at du en dag vil fylde mig med din fylde, som brudgommen trænger ind i brudens organiske indre på bryllupsnatten. Ja, den ved, at du i ethvert nu, jeg tænker på dig, i ethvert bogstav jeg skriver til dig, og i ethvert ord jeg taler med min næste, som bruden på bryllupsnatten trænger ind i mit organiske indre og der planter en uforgængelig sæd.

Ikke, som det er forplantningens lod, for at lade et forgængeligt foster blive til, men for at fylde mig med dit uforgængelige liv. Sådan som vi under nadveren stedvist oplever det, sådan føler min sjæl det da, at du, ethvert øjeblik jeg tænker på dig, i ethvert bogstav jeg skriver til dig, og ethvert ord jeg taler med min næste, trænger ind i den og der planter en sæd, som bliver i mig, som jomfruhinden sprænges og smertens sødme lader blodet, som du udgød for mig, være din befalings tale til din kære.

For er jomfruhinden en gang for alle sprængt i sjælen, lad du da en gang for alle have plantet den sæd i min sjæl, gennem hvilken jeg i Helligånden med din kærlighed elsker med dig i ethvert nu, jeg tænker på dig, i ethvert bogstav, jeg skriver til dig, og i ethvert ord jeg taler med min næste.

Amen.

Denne hellige lektie skriver profeten Zakarias: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. Zak 9,9-10

Å, Jesus,

en nat fandt jeg, et sted på tekst-tv, denne artikel med overskriften:

”Andreasen: Vi skal ikke juble for meget”.

Overskriften drejer sig om en fodboldspiller, hvis klub, Mainz, som han er udlejet til fra en anden tysk klub, netop har vundet en række kampe. Klubben er således netop kravlet over nedrykningsstregen i Bundesligatabellen, men spilleren advarer dog mod jubel; sæsonen er langtfra slut endnu.

Herre, meget står der i Bibelen om jubel og det at juble, men intetsteds jeg kender, advares der mod at juble for meget, når vi jubler i din ånd. Hvad gør da forskellen, når en idrætsmand maner til forsigtighed med jublen, mens den i Bibelen på dine vegne altid synes at være uforbeholden, ja, endda som oftest uden mådehold?

Forskellen er denne, at jublen for idrætsmanden blot har sin tid, som alt andet i verden, i dette tilfælde blot indtil næste kamp, og derfra indtil sæsonafslutningen, hvorefter der blot begynder en ny sæson.

Aldrig vil man høre en idrætsmand udtale, at vedkommendes holdkammerater skal vare sig for at juble for lidt, undtagen i spøgefuldt øjemed. Nej, for idrætsmanden skal der aldrig jubles for meget.
Han ville, hvis han havde været i stand dertil, så udmærket forstå Prædikeren, når denne, med en desillusion, der stikker et par kilometer dybere end vanlig sportsjournalistik, hævder, at der er en tid til at græde, og en tid til at le. En tid til sejr, og en tid til nederlag. Ja, der er for ham fastsat en tid til alt og alle emotioner under himlen, dog undtaget én, nemlig den uforbeholdne jubel, der er foruden al mådehold.

Hvor Prædikeren, der ikke som os lever i nådens tid, men under loven, ikke nævner den uforbeholdne jubel til en given tilfældig tid, er det formodentlig fordi han opfatter denne som en emotion, der i sin mangel på mådehold bryder med hans cirkulære syn på tilværelsen.

En sådan jubel betegner nemlig et afgørende nybrud i en given udvikling, lige fra det enkelte menneskelivs til verdenshistoriens, lige fra den enkeltes vækkelse til din fødsel.

Hvad har dette så med fodboldspilleren at gøre? Jo, om end han i kampens lidenskabelige hede ikke evner at reflektere over det, er hans liv som idrætsmand tillige cirkulært; efter sejr følger nederlag, efter nederlag sejr, således som sæson slavisk afløser sæson. Om så din genkomst var at vente i morgen, ville idrætsmanden stadig bekymre sig for den næste spillerunde, et par måneder senere blot i en anden klub og i en anden trøje.

Så vidt Prædikeren og idrætsmanden, men hvad lærer evangeliet os om alt dette? Det lærer os, at der er en tid, fra den enkeltes erkendelse af din eviggyldige kærlighed til dennes eviggyldige frelse af den enkelte, hvor sejr ikke afløser nederlag, og nederlag afløser sejr.

Nej, for det første er alene sejren i al evighed i vente. For det andet profiterer den sejrende ikke af andres nederlag, men under tværtimod tillige også sin fjende at elskes og frelses af dig. Og for det tredje har verden virkelig en ende.

Man kunne hånligt indvende mod sportsjournalistik, at din genkomst for denne synes usandsynlig, alene med den begrundelse, at din død gjorde dig ukampdygtig. At du endog, lige forud for din død, hvor du ved, at du vil forlades af alle, blidt siger til dine disciple: ’Vær frimodige, jeg har overvundet verden’, må da for sportsjournalisten være fuldstændig kaudervælsk.

Forud for et nederlag, der endda, så at sige, beror på et villet selvmål, at erklære den visse sejr, vender op og ned på begreberne for enhver idrætsmand. Imidlertid kan jublen i din kærlighed blot således være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold, idet det er verden selv, inklusiv al uretfærdighed, og al sportsjournalistik, der er besejret, på tværs af hold, klubber og trøjer.

Og idet at det er din kærlighed, der har overvundet verden, er verden således også vundet for din frelse. Så vidt, så godt.

Dog vil hin enkelte fodboldspiller stadig have svare kvaler ved at forstå dette ene, at verden blot kunne vindes og overvindes i kraft af et nederlag, nemlig din lidelse, og ikke i kraft af en sejr i verdens forstand.

Og dog er det netop i kraft af et nederlag, at verden er overvundet. Kun den, der i verdens forstand lider nederlag, uden dermed i verdens forstand at lade sig bedrøve, kan ved overvindelsen af døden overvinde verden selv.
Og dermed evigt for den tabende, endog for den, der har lidt de bitreste nederlag, at sejre. Ja, at sejre, idet du sejrer ved at lade sejren nå de fortabte, og dermed i ånden lade deres jubel være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold.

Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Å, Jesus kære,

om du blot således kunne komme ridende ind i mit hjerte, tænker vi vel alle. Og gør dig dermed til en konge over vore sind.

Men to ting strider herimod. For du vidste, hvad vore hjerter ikke kan bære at vide, hvad der ventede dig i Jerusalem, nemlig tortur og død. Og dermed kommer vi til det andet. For hvad vore hjerter ikke kan bære at vide, er, at du ikke ønskede at komme som en konge. Kom du end ridende ind i vore hjerter, måtte vi i hjertet lide tortur og død med dig.

Å, Jesus, kom til mig, ikke som folkeskarernes konge, men heller ikke som den, der bærer en viden om livet, som brister mit hjerte. Kom til mig og mit hjertes Jerusalem, som jeg har beredt for dig. Ikke som mit sinds konge, for når jeg tager imod dig som den, der skal lide en forbryders død, å, undgæld mig min skyld, for mit hjerte kan ikke bære den.

Og hvad mere er, Herre, lad korsets gåde være, at jeg netop, når jeg tager imod dig, som den der i mit hjerte skal lide en forbryders død, netop derved bærer al tortur og død for mig, såvel som den viden, som endnu er mig en gåde, fordi jeg ikke magter at bære den.

Lad dette, Herre, være mig korset gåde nok. For nok kan jeg dele skarernes oprigtige glæde, men dog ikke lod og del i den skæbne, som du led, for at spare mig for den. Ja, Hosianna, velsignet være dig, som kommer i Herrens navn.

Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Herre,

jeg kender en pige, som ikke vil spise noget som helst, med mindre hun tvinges til det. Overhovedet spiser hun kun de rester, hun spiser, af angst for at tvinges tilbage på den lukkede afdeling. Det er hende, jeg med denne prædikentekst i tankerne vil bede for.

For hvad kan hun ud over spot have til overs for en bespisning, som for hende snarere måtte være et mareridt end et under? Jo, Herre, husk på, at skaren var kommet sulten efter at høre dit ord. Ja, det lyder ud fra fortællingen som om, at de alle tusind havde bragt sig selv i fare for sultedøden i ødemarken for at høre dit ord.

Ligeledes med denne ene pige. Ligeledes sulter hun efter kærlighed snarere end mad. Hendes sult hører ikke kødet, men ånden til. Hendes daglige brød, som opretholder hendes sjæl, er ikke jordiske fornødenheder, men den hunger og tørst efter retfærdighed, der som det eneste kan give denne sult smagen af salighed.

Således vil jeg ikke på hendes vegne bede om, at hun måtte genvinde appetitten på det daglige brød, lige så lidt som at skaren kom ud til dig i ødemarken for at blive mættet med fisk og brød.

Nej, de søgte dit ord og din kærlighed, lige såvel som denne piges sult heller ikke angår mad, men retfærdighed. Som en helgen søger hun retfærdigheden først, og sætter sit liv på spil, for derefter at måtte få de jordiske fornødenheder i tilgift.

Herre Jesus, giv hende at smage retfærdigheden, for er hun først mæt af denne, vil lysten til mad for hende være et mirakel lige så underfuldt, som det under som Johannes i prædikenteksten beretter om.

Amen.

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: Alt det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve og blive talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre. Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Kære Gud,

jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, men du er så meget mere, end nogen bøn til dig kan være. Jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, for at overholde dine befalinger, men du er så meget mere, end hvad enhver tænkelig bøn af digterhjertet påstås at kunne formulere. Jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, og lader det ydmyge sig og sulte, for du er snarere som den utænkelige bøn, der selv ikke for fantasien tør lade sig formulere, endsige gøre krav på formulering.

Jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, om ikke at leve af brød alene, som når jeg skriver, at jeg elsker dig, og sætningen gør knuder i halsen, fordi du som formuleringens elskede genstand alligevel aldrig kan gøres til genstand for formuleringer, men ene og alene være, som du er.

Å, lad mit hjerte, der banker, bede til dig og være så meget mere, end hvad nogen bøn til dig kan være, for blot således at overholde dine befalinger. Lad mit hjerte, der banker, bede til dig, lad det ydmyges og sulte, men vær du den bøn i hjertet, der ikke gør krav på formulering. Ja, lad mit hjerte ydmyges og sulte, for at lade det vide, at det ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af din mund. Amen.

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt – som der står skrevet: »Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.« Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.

Kære Jesus,

rosen, der af digteren sparsomt blev sået, lukker sig om sin kerne, og kernen lukker sig om intetheden. Skab ud af dette intet noget, som er mere end intet. Ja, så meget mere; skrab intetheden ud af dette noget, og luk rosen op, så kernen kan spire med frø af dette noget, som du sandelig så rigeligt giver til den sparsomt høstende. Eller rettere, denne nåde; køn og stavemåde er underordnet lydens klang, som er så meget desto mere end alt. For alt og alle roser begrænses af jordens ydeevne og verdens mandtal, mens noget dog, nemlig din nåde, hvor køn og stavemåde underordnes klang, er grænseløs. Igen; skrab intetheden ud af dette noget, så kernen kan spire med frø af noget helt andet, end hvad der kan opregnes som sparsomt eller rigeligt, som vi aldrig forstår eller vil forstå, nemlig din grænseløse nåde.

Amen.

Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: [I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1- 5]6-9

Å, kære Jesus,

vi læser, at Paulus forstøder de utugtige, urene og griske fra dit rige. Men færdedes du da ikke med skøger? Helbredte du ikke de urene? Var det ikke dig, der bragte din fred over tolderens hus?

Jo, det var det, og hørte vi blot Paulus’ formaning i kirken uden dette vidende, ville den intet andet end en gardinprædiken være. Vidste Paulus da ikke dette? Jo, vel nok vidste han det. Men han vidste også, at han ikke, som du, havde magt til at frelse det fortabte, men ene og alene havde formaningens nådegave.

Men, Å Herre, er dette ikke forskellen mellem formaningen til de frelste og frelsen til de fortabte? Støder dette ikke en kile ind mellem Paulus og dig? Jo, sandelig, og godt for det!

For lad altid Paulus have vidst, at han, da han skrev, skrev som menneske uden guddommeligt ophav, modsat dig, der intet skrev, men i kraft af et løfte var den Guds søn, der var kommet, ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved dig.

Lige så meget som Paulus dømmer, lige så lidt frelser han. Lad ham, der intet var sig bevidst, på tværs af årtusinderne mellem ham og mig, i Ånden have lagt sig Peters ord på sinde; at du ikke er sen til at opfylde dit løfte for verden fortabte, men at du har tålmodighed med dem, som du færdedes med og elskede, fordi du vil, at ingen af dem skal gå fortabt, men at de alle – utugtige, urene og griske – må nå til omvendelse.

For intet er mere saligt, Jesus kære, end at sige dig tak. Den er på sær vis endnu saligere, denne taksigelse, end det jeg egentlig takker for – på grund af glæden over at din liflige offers duft viste mig nåde og forbarmede sig, så denne dags plage blev en glæde for mig.

Denne liflige offers duft har jeg en hymne at skrive om:

Nogle roser skulle man måske
ikke skrive om
måske skulle man slet ikke
skrive om roser
deres nælder og blade
så jeg vil undlade
at skrive om en rose
eller rettere;
én rose vil jeg undlade
at skrive om
så jeg er sikker på
og er helt sikker på
at læseren aldrig får at vide
som heller ikke jeg
hvad der gemmer sig
bag rosens så
verbalt befamlede blade
for hvad der her er
lader sig ikke skrive
nej, nogle roser skulle man måske
ikke skrive om
måske skulle man slet ikke
skrive om roser
så jeg lader være
rosen som den er
uden verbale befamlinger
med bladene lukkede
om sin egen
af mig ubeskrevne
metaforiske skønhed.

Tak, søde Jesus, og

amen.

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: »Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive, lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.« 5 Mos 18,9-15

Å, Gud,

hvad er din mening med mit liv? Jeg vil gerne bruges som dit redskab, men hvad vil du bruge mig til? Fortæl det til mit hjerte, som du fortalte det til Moses. For jeg forstår, hvad du befaler Moses at gøre, men jeg lever ikke under loven, men i nådens tid. Og hvad da – din vrede og det, du afskyede, er borte, men ikke dermed sagt, at vi er fri for ansvar, endsige at vi ønsker at være det. Jeg vil gerne bruges som dit redskab, Herre. Brug mig.

Det land, som du befalede Moses at tage i eje, er nu at finde i vore hjerter. Kampen mod andre folkeslag på slagmarken er nu afløst af kampen i det enkelte menneskehjerte mellem verden og dig. Spådomskunsten og trolddommen, som du i disse fjerne tider afskyede, er nu overvundet af dig selv i form af den profet, som du sendte. Eller rettere, den hører til i det enkelte menneskehjertes valg mellem hvem eller hvad, vi ønsker at tjene: dig eller os selv, og dermed Satans list.

Lad mig tjene dig, og ikke verdens rænker. Brug mig, som du brugte Moses og profeterne, ja, som du i din frelseplan bruger ethvert menneske, ondt eller godt. Sendefladens mentale tyranni er som eksempler på vore dages spådomskunst og trolddom rykket fra tv-masternes harmløse Ashera-pæle og ind i hvert hjerte, hvor slagmarken er en ensom skueplads for sjælen.

Vær med mig og brug mig, ja, tag mit hjerte i eje som den profet, du forjættede Moses og israelitterne at adlyde. Eller som det i nådens tid ville hede; at elske, for således at adlyde kærligheden. Den kærlighed der er det eneste, hvormed vi på hjertets slagmark kan besejre den Onde.

Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

Kære Jesus,

uddriv fra mig den dæmon, der binder min tunge på min sprogløse søgende vej mod dig. Sandt, Guds rige er kommet til os, og endog dem, der dømmer sig selv ved at tale og kræve tegn, er dit rige kommet til. Lad det komme til syne i den blomst, jeg ikke giver den, jeg ikke elsker. Lad det komme til syne i det regnvejr, som de, der tyder tidens tegn, aldrig spår. For er det end verden, de spår om, findes regnvejret i dit rige kun som næring til den blomst, jeg giver den, jeg elsker. Den blomst jeg søger på min sprogløse vej mod dig.

Om du dog blot kunne være min næring, ja, om jeg end mere kunne være den blomst, jeg ikke giver den, jeg ikke elsker. For da ville jeg høre, hvad jeg ikke hører, og bevare, hvad jeg ikke bevarer. Da ville den dæmon, der binder min tunge, søge sin hvile i det regnvejr, som de, der tyder tidens tegn, aldrig spår. Og lad den blot tage de syv andre med sig, værre end den selv, for at de alle kan falde som dråber på verdenshavenes blikstille bund.

Da vil jeg tale uden at tale. Da vil jeg skrive uden at skrive. For da vil det, modsat profeternes spådomme, regne fra himlen med ord fra dig. Lad mig da være den blomst, som jeg giver den, jeg elsker. Lad mig da bæres i min elskedes moderskød og die hendes bryster, for med regndråbernes rislen at høre og bevare dit ord. Det ord, der er som det regnvejr, verdens profeter aldrig spår og aldrig vil kunne spå om, fordi det er talt på det kærlighedens tungemål, som ingen af dem taler. Og fordi regnvejret kun findes for den, der finder det på verdenshavenes blikstille bund. Å, Herre Jesus, lad mig finde dit rige i hver dråbe, der falder, for at blive ét med det endeløse ocean af mørke mellem mit natlige vindue og verden udenfor.

Amen.